Narcissus og Ekko

Narcissus og Ekko

25 februar 2010

Fremtidens landbrug i Odder

Danmarks Naturfredningsforenings bud på fremtidens landbrug i Odder
Uddrag af Thyge Nygaards (DN) indlæg ved møde arrangeret af landbruget og Danmarks Naturfredningsforening i Pakhuset den 2. feb.
Dansk landbrug er i alvorlig krise, og det er nødvendigt med drastiske ændringer.
DN ønsker et landbrug, som giver plads til mere og bedre natur, som producerer kvalitetsfødevarer, og som ikke forurener natur og vandmiljø med næringsstoffer. Dette kan vi blandt andet opnå ved målrettet at få omlagt landbrugsproduktionen til økologisk drift. Men det er også nødvendigt at tage de mest sårbare landbrugsarealer ud af drift og omlægge dem til natur eller dyrkning af energiafgrøder.
Landbruget i Odder Kommune bliver ramt ret hårdt af de kommende vandplaner, som skal sikre, at Danmark lever op til EU’s vandrammedirektiv. Ud over at der skal dyrkes ca. 470 ha mere med efterafgrøder, skal udledning af kvælstof til Horsens Fjord og Kattegat reduceres med ca. 135 tons. 69 % skal hentes gennem reduktion af kvælstofkvoterne, hvilket vil betyde, at gødskningen skal sænkes med 15- 18 kg pr. ha.
Når DN peger på det økologiske landbrug som en del af løsningen, er det, fordi det giver mere plads til naturen. Studier har vist, at der på økologiske landbrug i snit er 30 % mere biodiversitet end på konventionelle landbrug. Målt på sanglærker er der 55 % flere på økologiske marker. Under nuværende forhold er naturen i det åbne land presset som aldrig før.
Mange indvender, at et 100 % økologisk landbrug ikke er muligt, og at økologerne bare lever af den ”gamle strøm”, som findes i jorden fra dengang, den blev drevet konventionelt. I virkeligheden er det det konventionelle landbrug, som lever af jorden eller jordklodens ”gamle strøm”. For det kvælstof, som bruges i dag, er dannet ved afbrænding af fossile brændsler, og fosfor stammer fra gamle havaflejringer. Begge dele vil høre op. Kvælstoffet, fordi fossilt brændsel skal udfases, og fosforreserverne vil løbe tør om 30-50 år.
Næringsstofferne skal i langt højere grad recirkuleres, og landbruget skal producere langt mere energi end i dag. Det vil nødvendigvis betyde, at der bliver produceret mindre kød, men det er der ingen, der vil sulte af. I dag ville danske landbrug kunne brødføde 5 gange så mange mennesker, hvis vi ikke først skulle have kornet en tur gennem grisene. Fremtidens landbrug vil i høj grad blive drevet efter de økologiske principper, om vi vil det eller ej. Det vil både vi og naturen få det bedre af.

Ingen kommentarer: