Narcissus og Ekko

Narcissus og Ekko

23 maj 2007

Folketanken: Ytringsfrihed kan bruges til ondskabsfulde ytringer

Lige før Muhammedkrisen brød ud, hørte jeg en præst, der arbejder med flygtninge/nydanskere i Gjellerupparken, udtale: Hvis vi ikke havde DF's og Jyllands Postens konstante, generaliserende negative udfald mod muslimer, var arbejdet med at integrere nydanskere meget lettere.
Den nuværende regering holder sig på taburetterne ved at godtage DF's politik, også selv om den er meget generaliserende negativ over for flygtninge/nydanskere og i særdeleshed mennesker med muslimsk baggrund. Mange mennesker, der har sin omgang med flygtninge/nydanskere, ved, at disse naturligvis er lige så forskellige, som danskere er. Det er svært at se, at den humane/etiske tænkning ikke betyder lige så meget for flygtninge/nydanskere som for danskere. Når ytringsfriheden bliver brugt til at generalisere, som DF og delvist regeringen samt Jyllands Posten og andre dele af pressen gør, må det siges at være en ondskabsfuld generalisering af værste skuffe. Ytringsfriheden er vigtig for at fremhæve en international humanitær tænkning og som redskab i forbindelse med diskussioner om, hvad der er vigtigt for at give lighed for alle mennesker. Ytringsfriheden må aldrig trædes under fode, men den bør ikke misbruges til ondskabsfulde generelle ytringer, der derved rammer uskyldige mennesker.
Jens Jørn Steiniche

Ingen kommentarer: