Narcissus og Ekko

Narcissus og Ekko

03 januar 2010

Landbrugets gavebod

I årtier har dansk landbrug oppebåret en ikke ubetydelig støtte i form af direkte ydelser til arealstøtte, haft skjulte skatte -og ligningsmæssige fordele og direkte subsidier til avl af visse afgrøder osv. osv.
Historier med overproduktion af fødevarer og kæmpe bjerge i EU´s overskudslagre har verseret i mange år. Så sent som i januar 2009 opkøbte det offentlige 30.000 tons smør og 109.000 tons usolgt mælkepulver. Bjergene på overskudslagrene udgør bl.a. pt. 717.810 tons korn, 41.422 tons sukker og 2,3 mio. hektoliter vin.
Blandt modtagerne af landbrugsstøtte finder man også f.eks. slikfirmaet HARIBO, cateringfirmaet Ligabue og motorvejskonstruktørfirmaerne Arids Roma og Pasquina. Også Europas adelige og kongelige fra Elizabeth II, Prins Albert af Monaco og Prins Joakim har gavn af EU´s bugnende kasser.
Herudover får visse golfklubber, sportsforeninger, rideklubber etc. tilskud.
Denne tilskudspolitik er nu så bizar, at landbrugsstøtten står for størstedelen af dansk landbrugs indtjening (eller mangel på samme). 1 ha. jord i DK kostede i 2008 gennemsnitligt 208.000 kr. Selv ikke den bedste kornjord i landet han forrente disse høje jordpriser.
Jyllands-Posten bragte lige før Jul en leder, hvor man opfordrede til at afskaffe hele denne tilskudsjungle til europæisk landbrug - men "at dette skal ske over en længere årrække" - angiveligt fordi "det er synd for alle disse gode landmænd". Reelt har bønderne fået tilskud siden starten af 60-erne.
Vel er det ej synd for de konventionelle bønder. De ligger som de har redt. Trods advarsler om ruin for en masse bønder gennem de sidste mange år, har altfor mange blot fortsat belåningen af deres gårde - godt hjulpet på vej af rådgivere i landboforeninger og pengeinstitutter.
Det er ganske gratis for lederskribenter på aviserne og for bønder at ønske "denne afskyelige landbrugsstøtte væk" - al den stund man ved at franskmændene ALDRIG vil give køb på denne guldåre fra EU. Selv landbrugsminister Mariann Fisher Boel falder i denne gryde - men undlader at fortælle at hun selv modtager disse bistandskroner til eget gods - på lige fod med andre politikere og ministre.
Man må også klandre banker og pengeinstitutter for, at den samlede gæld i det professionelle landbrug nu er oppe på ca. 355 mia. kr. Det er en sand bombe under vores banksystem, og et større nedbrud i vores landbrugssektor vil få Landmandsbankens krak i 1922 til at ligne en børnefødselsdag. Nu forsøger man at udbedre mange års slendrian på området med frelsende finanspakker til banker med store udeståender i landbruget. Almindelige skatteydere kommer til at betale regningen for mange års uholdbar landbrugspolitik.
Vi mangler en egentlig jord -og landboreform i hele EU., så mange flere borgere kan komme ud på landet at bo og have deres dont der. I modsat fald risikerer man at ganske få jorddrotter - måske kun 2 3.000 landbrugsklaner, I/S, A/S og pengetanke - snart ejer alt dyrkbart landbrugsland.
En sådan reform skal også tage skyldigt ansvar for en lødig og skånsom behandling af dyr, natur, klima og miljø.
Det ville klæde et såkaldt liberalt landbrugserhverv
Holger Ø. Mortensen

Ingen kommentarer: