Regeringens totalitære vildfarelse

De politiske tiltag tegner et billede af en Fogh-regering, som søger kontrol, ensretning og stadig ringere muligheder for borgernes lige og frie udfoldelse

Når fremtidens maritime arkæologer skal rode rundt i vraggodset efter vor skibbrudne CO2-befængte civilisation vil de måske undre sig over den grad af selvgodhed og forblindelse et land velsignet med en historisk uhørt grad af materiel overflod kunne lulle sig selv ind i.

I vort orwellianske rige er systematisk forhånelse af etniske mindretal blevet til forherligelse af ytringsfrihed, undertrykkelse af demonstrerende unge et forsvar for demokrati og den stadig mere omsiggribende kontrol og centralisering af magten til udtryk for liberalisme.

En af de mere bizarre og lattervækkende monumenter over denne løgnens og manipulationens triumf er sidste års "Demokratikanon".

Hvor bøger af denne pædagogiske støbning tidligere havde til formål at problematisere og vel - i demokratiets navn - at få elever og læsere til at tænke selv, præsenteres offentligheden her for regeringens ideologiske oprustning i form af en facitliste, den kan tage til efterretning.

I et demokratisk land skulle man vel tro, at der var lige så mange opfattelser af demokrati som indbyggere. At forfatterne er nået frem til deres konklusion er fint for dem. At det skulle ske på skatteyderens bekostning og udbasuneres som den salige og endegyldig åbenbaring - naturligvis med formanende ord fra statsministeren som forord - er ikke blot et demokratisk misfoster men en totalitær forvildelse.

Tre ministre , som gennem snart et årti har knægtet hævdvundne rettigheder, har udnævnt nogle af deres håndgangne folk til at bestemme grundlaget for demokrati.

Det drejer sig om en undervisningsminister, som har afmonteret demokratiet på universitetet og spændt undervisningen for erhvervslivets vogn ud fra devisen: "Fra forskning til faktura", "Fra indsigt til indtægt". En kulturminister, som ved undergravning af public service tv har udhulet et af fundamenterne for det danske demokrati: Oplysning uafhængigt af privatøkonomiske og politiske interesser. Og som ved overførsel af driftsbevillinger til politisk bestemte engangstilskud i stadig højere grad har underlagt sig kulturlivet. Og endelige en udenrigsminister, som med udgangspunkt i en løgn om ikke-eksisterende masseødelæggelsesvåben i Irak har kastet Danmark ud i sin første angrebskrig siden 1600-tallet med en halv snes døde danskere (irakerne er der ingen som tæller) og et ødelagt internationalt dansk renommé til følge.

"Demokratikanonen" hylder "vestlige værdi" uden megen tanke for, hvordan netop Vesten, med sin dyrkelse af det rationelle, det effektive og det målrettede, kunne stå bag de værste forbrydelser i menneskehedens historie. Inkvisitionen, folkemordet mod indianerne i Amerika, kolonialismen med dens massemord og ødelæggelse af livsgrundlaget for millioner af mennesker og nazismens udryddelse af jøder, romaer og kommunister.

Når bogen handler om "demokrati", altså graden af folks medbestemmelse i beslutningsprocesser, er det uforståeligt, at den kun i ringe grad forholder sig til, hvad der vel trods alt er temmelig bestemmende for folks muligheder: Fordeling af økonomisk formåen.

Statsministeren har derimod i sit forord travlt med at sakralisere den private ejendomsret, som vel ellers Rousseau - som trods alt nævnes i bogen - opponerede imod. Han skrev i 1762 i "Den sociale kontrakt": "Den første, som opførte et hegn eller gravede en grøft og råbte: "Dette er mit!" var det menneskelige samfunds egentlige stifter. Hvor mange forbrydelser, krige og uhyrligheder, havde hin ikke forskånet menneskeheden for, som - idet han væltede hegnet eller dækkede grøften råbte: "Lyt ikke til den manipulator. I er fortabte, hvis I glemmer at jorden ikke tilhører nogen og at dens frugter tilhører alle".

Netop Rousseau var dybt optagede af "de ædle vilde" og deres angivelige mere humane omgangsformer. Hans schweiziske stænderdemokratimodel med beslutninger taget på generalforsamlinger er således heller ikke så fjern fra beslutningsprocesser blandt eksempelvis Amazon-indianere.

Mens det i sagens natur er korrekt, at begreber som adskillelse af de tre magter (den dømmende, den lovgivende og den udøvende) hører moderne samfund til, er det samtidig udtryk for etnocentrisme at tro, at demokrati skulle være en ren vestlig foreteelse (lige så lidt som holocaust er det).

Regeringens nationale projekt er i bogen bredt ud til en vestlig kulturkreds. Men det handler stadig om et "dem mod os", som ligger til grund for den had-diskurs, som vælgermæssigt har skabt regeringens succes.

Det interessante er ikke at postulere værdisæt ud fra en ahistorisk, selektiv udvælgelse af historiens skurke og helte men ved en nuanceret gennemgang af historiske forløb og strukturelle forhold at forstå baggrunden for nutiden.

Herudover kan det jo også være nyttigt at opsætte ideelle, bestræbelsesværdige værdier med en universel rækkevidde som demokrati, ytringsfrihed, ret til sundhed, uddannelse, et værdigt liv. Det har FN, UNESCO, Europarådet og EU jo også gjort med udgangspunkt i værdierne fra den franske revolution og oplysningstiden (som regeringens ideologer i øvrigt tidligere vendte sig imod).


Det triste er så at regeringen, al dens ideologiske rabalder til trods, på en lang række områder har sat demokrati og menneskerettigheder mange skridt tilbage. Det gælder familiens ukrænkelighed, som tilsidesættes af regeringens 24-års regel og tilknytningskrav ved familiesammenføringer. Det gælder privatlivets ukrænkelighed, når telefoner kan aflyttes, breve åbnes ud fra simple mistanker om "terrorisme".

Handlinger, der tidligere blev betragtet som legale, demokratiske ytringer, bliver nu betragtet som potentielt terroristiske anslag, der skal straffes efter lovens strengeste bogstaver. Det gælder også adskillelsen mellem de tre magter, når administrative udvisninger kan tilsidesætte sigtedes krav på at forsvare sig (som i sagen om den udvisningstruede tuneser).

Demokratikanonens fortrængning af demokratiets økonomiske og sociale aspekt afspejler regeringens neoliberale dagsorden. Men den regerende koalition er et paradoks. På den ene side vil den gennemføre en kulturel eller mental revolution, der skal frigøre det enkelte individ fra den altfavnende stat gennem skattelettelser og privatiseringer. På den anden side vil den styrke den selv samme stat gennem øget kontrolmekanismer og blander sig i hørt grad i borgernes privatsfære.

"Kulturkampen" skal ændre vores forståelse af historien og vores forhold til samfundet. Den offentlige sektor (jernbaner, hospitaler, skoler) får med velberådet hu lov til at forvitre og står i stadig skærere kontrast til et opulent privat forbrug. Nu handler behovsopfyldelse ikke om de forkætrede menneskerettigheder, om retten til sundhed, en tryg alderdom, adgang til offentlig transport, til oplysning og fri information, men om den enkeltes tegnebogs formåen. Vi er forvandlet fra borgere i et samfund til kunder i en butik.

Den liberale, mentale revolution er, trods alle forsikringer om Foghs omvendelse til skinbarlig socialdemokratisme, i fuldt sving. Der sælges ud af arvesølvet, DONG og TV 2. I stedet for investeringer i f.eks. offentlig sundhed eller transport skal offentlige flaskehalse afhjælpes ved en styrkelse af privathospitaler og motorvejsnet.

Samtidig har vi en regering, der ser kontrol og overvågning som formål i sig selv. Dette kommer ikke mindst til udtryk i folkeskolen og gymnasiet, hvor der er indført test fra den tidlige barndom, gruppeeksaminer er afskaffet og der er en stadig mere central pensum styring, til skade for skolens ambition om at sikre dannelse af frie, selvstædigt tænkende borgere. Ikke Maos "lille røde" men en kulturkanon og nu en demokratikanon skal sikre "den rette lære". Sociale eksperimenter (Christiania, Ungdomshuset) bliver undermineret, mens konformitet (ingen "fjumreår for de unge lyder mantraet) fremelskes.

Det kommunale selvstyre er reelt sat ud af kraft gennem skattestoppet, som hindrer kommuner i at bedre servicen over for borgerne, selv om de gerne ville det. Detaljestyringen og den bogholderiagtige kontrol med den offentlige sektor griber om sig. Universiteternes selvstyre undermineres med ansættelse af højtlønnede udefrakommende administratorer og udhuling af de studerendes indflydelse.

Tilsammen danner tiltagene et billede af en regering, som søger kontrol, ensretning og stadig ringere muligheder for borgernes lige og frie udfoldelse. Den frihed, som hyldes er den, som sikres af kroner og ører, hvor de mere velbeslåede har set deres handlerum kraftigt udvidet med indkomststigning og skattelettelser.

Kønt er det ikke - og slet ikke demokratisk. Demokratikanon eller ej.

Holger Øster Mortensen
Gosmervej 81, Odder