Narcissus og Ekko

Narcissus og Ekko

24 september 2009

Grundvandet skal beskyttes

Åbent brev til Odder Byråd:
"Folketanken - for menneske og miljø" har gennemgået tidl. Århus Amts vandressourceredegørelse OSB nr. 16 for Boulstrup/Halling af marts 2003. Rapporten giver en samlet vurdering af nitrat i grundvandet. "Folketanken" har ligeledes haft samtaler med ingeniør Birgit D. Kristensen, Odder Kommune samt direktør for Odder Vandværk, Lars Overgård.
Ud fra vores gennemgang af rapporten er vores konklusion:
Grundvandet, hvorfra Odder og opland nu og også i fremtiden gerne skulle hente drikkevand, kan iflg. rapporten være så sundhedsfarligt, at der må handles nu, for at vi med sikkerhed fremover stadig kan hente vand direkte fra grundvandet.
I området, som vist i figur 4 – A,B,C,D og E (se nedenn. henvisning), påvises det, at grundvandsressourcerne er meget sårbare over for nitrat, pesticider og andre forureningskilder. Da området ligger centralt i indvindingsoplandet til flere vandværker, er det derfor vigtigt hurtigst muligt at stoppe udvaskningen af nitrat, pesticider og andre typer af forurening.
Det er klart, at det kan have nogle økonomiske konsekvenser for de landbrug, der har deres afgrøder i disse områder, og det må der så kompenseres for. Det kan dog ikke på nogen måde retfærdiggøres, at vi tilsidesætter de miljømæssige og sundhedsmæssige problemer, det kan afstedkomme, ved ikke at tage de fornødne miljømæssige hensyn.
Der stilles iflg samtale med ingeniør Birgit D. Kristensen og direktør Lars Overgård ingen specielle krav til landbrugets dyrkning af de arealer, der er påvist i rapporten. Det blev ligeledes oplyst, at opfølgning/ansvaret for opsynet med drikkevandet udelukkende ligger hos Odder Kommune.
Der har før været drøftet, om ikke løsningen er at plante området til med skov. Andre forslag har været at drive området økologisk.
Lad os i Odder Kommune stå sammen om at få løst opgaven.
"Folketanken" mener derfor, at der bør nedsættes et uvildigt udvalg, der sikrer, at grundvandet ikke fremover er udsat for miljømæssige påvirkninger, som der er redegjort for i rapporten fra tidl. Århus Amt. På den baggrund ser vi derfor frem til, at byrådet, politiske partier og andre vil udtrykke deres mening til fordel for rent grundvand.
Se rapport fra Århus Amt: http// www.nm.aaa.dk/publikat/pdf/Boulst_tillag.pdf
lflg. Miljøstyrelsen er 36% af det danske vandværksvand forurenet af pesticider og andre kemiske stoffer.

Folketanken - for menneske og miljø
Jann Worm Pedersen, Halling
Holger Ø. Mortensen, Gosmer mark
Jens Jørn Steiniche, Odder

Ingen kommentarer: