Narcissus og Ekko

Narcissus og Ekko

21 november 2010

Irans unge bedfolkning

Under en rundrejse ”alene to” til Iran kom vi i kontakt med mange forskellige mennesker og fik gennem dem en viden om det iranske folk - en viden, som for os var vældig opmuntrende, men samtidig meget skræmmende på grund af folks frygt for præstestyrets diktatur.
Hovedparten af iranerne er unge mennesker (ca. 70%), og derfor kan en stor del af befolkningen ikke huske revolutionen (1979), hvor shahens diktatur blev afløst af præstestyrets diktatur.
Af informationer, vi fik af de mennesker, der turde give udtryk for deres mening, kan nævnes: Det er et muslimsk land, men kun 2-5% går regelmæssigt i moskeen til bøn. Mange ønsker inderligt præsteskabet afsat og frie valg. Befolkningen er gennemgående godt uddannet. Hovedparten går i skole, til de er 18 år, og en stor del fortsætter på et af landets utallige universiteter. De unge har ikke tillid til iransk TV, men følger med i, hvad der sker på verdensplan gennem internet og paraboler, selv om det er strengt forbudt.
At rejse i Iran giver mange gode oplevelser, men den største oplevelse er den venlighed og hjælpsomhed, man møder. Vi hører dagligt mange udsagn om muslimer, men turen bekræftede os i, at vi som danskere skal være varsomme med at generalisere om andre nationers befolkninger – ikke lade ekstreme grupper (som f.eks. DF m. venner) og andre yderliggående og religiøse fraktioner styre gennem deres ensidige retorik. Der er få procent ekstremister i alle samfund, også i Danmark.
Karen Degnbol og Jens Jørn Steiniche

Ingen kommentarer: